“Det kan aldrig være mængden af ting der er forkert – kun kvaliteten!”
– Bjørn Wiinblad, 1981
Hvis der findes en dansk kunstner, som har oplevet en renæssance, så må det være Bjørn Wiinblad. Fra berømmelse til glemsel, og tilbage igen, i løbet af ganske få årtier. I dag er Wiinblads finurlige tegninger, figurer og designs kendt af alle, og findes til salg hos isenkræmmere alle steder, hvor de populære emner er blevet sat i produktion på ny.
Bjørn Wiinblad, 1918-2006
Bjørn Wiinblad gik imod strømmen, og trodsede minimalismen, med sine rigt dekorerede, farvestrålende og eventyrlige produktion. Han tog livtag med tidens tendenser, og mente at alle skulle have råd til en vase. Det blev en succes.
Bemærkelsesværdigt er det, at Wiinblad formåede at blive en af de bedst sælgende, og højest elskede, kunstnere allerede imens han levede. Hans stil går nemlig stik imod dét man normalt forbinder med skandinavisk design – det stringente, minimalistiske udtryk, med jordfarver og kølige nuancer.
Wiinblads designs er alt andet end det. Det er organisk, det er sjovt, fantastifuldt og med kraftige, intense farver – en slags modpol, eller modvægt, til den meget stilrene mode der skød frem op igennem 1960erne.
Det var tilsyneladende en modpol der var brug for. Wiinblads værker blev populære, og de var til at betale for menigmand. Det var et mantra igennem hele Wiinblads virke, og i hans produktion: alle skulle have råd til et fad eller en figur!
I dag findes Wiinblads produktion i næsten samtlige danske hjem. Når vi rydder dødsboer er det højest usædvanligt at vi ikke, et eller andet sted, støder på Wiinblad. Det kan være én af de meget udbredte platter, det kan være et fad, en figur, en serviet med hans motiv – produktionen var bred, og udbredelsen endnu bredere.
Bjørn Wiinblad fremstillede nemlig ikke blot keramik. Han designede kostumer til teaterforestillinger over hele verden, han tegnede frimærker, han designede hele krydstogtsskibe – han var alle steder. Bjørn Wiinblad blev en verdenskedt, storsælgende international kunstner.
I dag er hans bedste værker stadig i høj kurs. Wiinblad-bølgen skyllede for alvor ind over landet igen for cirka 10 år siden, men er siden taget lidt af i styrke igen. De små månedsplatter og almindelige tallerkener og krus er ikke mange penge værd i øjeblikket, men hans figurer, plakater og de mere sjældne og unikke ting fra produktionen koster stadig penge. Nogle af dem rigtig mange penge.
I dag kan man besøge “Det Blå Hus” i Lyngby, hvor der dels findes en stor udstilling af Wiinblads værker, dels hans urørte private gemakker, og atelieret og værkstederne der står som på hans tid – og hvor der stadig arbejdes den dag i dag.
Uanset om man er til Wiinblad eller ej, er museet – som jeg ikke vil tøve med at kalde det – et besøg værd. Det er, uanset hvad, et stykke danmarkshistorie der her er bevaret.
Vi køber meget gerne Wiinblad figurer, plakater m.m.
Ring til os på 71 92 82 32.
Skriv et svar