“Den perfekte stol, er en opgave, man aldrig bliver helt færdig med.”
– Hans J. Wegner
De fleste kender Wegner. Møbelarkitekten Hans J. Wegner. Og kender du ham ikke af navn, så kender du garanteret hans møbler – for der er meget stor sandsynlighed for at du har siddet i dem, flere gange.
Wegner var en dansk/tysk arkitekt og møbelarkitekt, som blev født i Tønder i 1914. Han uddannede sig til snedker i 1931, og tog derefter til København, hvor han gik på kunsthøjskole fra 1936-38.
Herfra gik det slag i slag, og i starten af 40’erne begyndte det for alvor at tage fart. Her tegnede Wegner for eksempel møblerne til Arne Jacobsens ikoniske rådhus i Århus.
Igennem årene har Wegner haft en stor produktion af møbler, og mange af dem er blevet deciderede klassikere i dansk design-historie. Fra hans sofaer til hans spisebordsstole, spiseborde, senge og sågar lamper.
Fra Wegners nekrolog i Berlingske, i forbindelse med hans død i 2007:
“Wegner skabte omkring 500 møbler. Blandt hovedværkerne må fremhæves Den runde stol fra 1949, som er et af de ikoner, der undertiden omtales som begyndelsen til moderne dansk møbelkunst og dermed begrebet Danish Design. Det hedder sig, at stolen var en af grundene til, at John F. Kennedy i 1960 vandt over Richard Nixon. Under den afsluttende debat i amerikansk fjernsyn sad Kennedy afslappet i Wegners stol og lignede indbegrebet af ungdom, fremskridt, modernitet og løftet om gode tider. Udenlandsk presse kaldte den verdens smukkeste stol, og den omtales stadig ofte blot som The Chair.” -Berlingske, 2. februar 2007
Den dag i dag er Wegners møbler stadig eftertragtede, og især Y-stolene og hans lænestole og sofaer produceret hos Carl Hansen og Getama er populære i den moderne danske indretning. Og ikke kun i den danske – udlandet er også vilde med Wegner, og især de ældre møbler er det decideret samlere til.
CH24 – Y-Stolen
Wegners ikoniske Y-stol blev tegnet til Carl Hansen & Søn i 1949, og blev sat i produktion i 1950. Den er blevet produceret lige siden, og er stadig i dag én af de mest populære stole i Danmark.
Vi opkøber alle møbler af Wegner
Spisebordsstole, lænestole, sofaer, spiseborde, syborde – alt hvad Wegner har produceret, har vores interesse. Nogle emner er naturligvis mere værdifulde end andre, men som hovedregel kan alt sælges hvis det er i nogenlunde fornuftig stand.
Ring altid gerne til os på telefon 71 92 82 32 og hør mere omkring hvad vi kan tilbyde.
GE-290 lav lænestol
I starten af 50’erne udviklede Wegner serien af lænestole og sofaer med de brede armlæn, som vi i dag kender som GE-290-serien. Serien blev sat i produktion hos Getama, og de står stadig for produktionen den dag i dag.
“Tænk, hvis man kunne designe bare een god stol… men det kan man bare ikke!” – Wegner, 1952.
Citatet stammer paradoksalt nok fra Wegner, om hvem det flere gange i historien er hævdet, at han ikke blot har designet gode stole, men de bedste stole der findes. Citatet går dog meget godt i tråd med Wegners filosofi og motto om at man aldrig bliver helt færdig med den perfekte stol.
The Chair
John F. Kennedy i Wegners runde stol, sidenhen kendt som “The Chair”, forud for duellen med Nixon under den amerikanske valgkamp i 1960. Stolen er én af de absolut mest eftertragtede stole der findes overhovedet – og især de ældste modeller er i høj kurs hos samlere over hele kloden.
Fortsat et stort navn i ind- og udland
Wegner har siden han startede sit virke været en efterspurgt herre, og det er som om hans popularitet kun er vokset med tiden. Nye generationer har taget hans møbler og designs til sig, og den dag i dag er sådan noget som en Y-stol højt på ønskelisten hos mange unge mennesker.
Wegner er altså om noget en arkitekt, der har tegnet tidløse møbler – i begrebets mest bogstavelige betydning. Møbler til alle tider, altid, kan man sige om hans designs, der har forundret og begejstret familier i ind- og udland igennem snart 100 år.
Skriv et svar